Akrawi har præsteret et mesterværk af en bog, som burde læses af alle. Den har meget at lære os på flere områder.

For det første viser den hvordan livet var i Irak under Saddam Husseins regime, specielt for kurdere som blev behandlet som regimets værste fjender simpelthen fordi de var kurdere. Bogen fortæller om militærkampagner, hvor der ble brugt kemiske våben og hvor de civile tab måtte tælles i antal landsbyer, ikke i antal dræbte. Forhåbentligt kan det bidrage til at vi ikke igen glemmer kurderne så snart krigsoverskrifterne forsvinder.

For det andet viser Akrawi både igennem de mange stærek kvindeskikkelser og ved historiske referencer at kvindeundertrykkelsen er et fremmedelement i den kurdiske kultur. Noget som så meget andet er påtvunget dem av herskerfolk udenfra. Virkelig nyttigt for de af os som får sin forståelse for dette igennem enkeltsager i nordisk presse.

For det tredje har bogen meget at sige os om tidsånden i Vest-Europa. Jeg tænker da ikke på den beskedne del av handlingen som foregår i Danmark. Jeg tænker på den slående kontrast imellem Taras etiske søgen efter at leve sit liv på en riktig måde og vor tids holdninger. Hvornår hørte man sidst nogen diskutere hvad der er rigtigt at gøre fremfor hvad som kan betale sig? (Og gør man det riktige, må man argumentere for at det kan betale sig, for ikke at blive foragtet af omgivelserne)

Vi venter med spænding på den neste bog.